02/07/2024 0 Kommentarer
Mød Musikerteamet
Mød Musikerteamet
# Nyheder

Mød Musikerteamet
I dette lille interview kan du komme tættere på vores dygtige herrekvartet, som består af Fritjof Fuglesang, Emil la Cour Bødtcher-Jensen, Johannes Linneballe og Lau Frederiksen under ledelse af organist Helgi Breiner.


Fritjof Fuglesang
Hvad er det bedste ved at arbejde i kirken?
Et superhyggeligt fællesskab - både socialt og fagligt. Vi har et godt kollegialt samvær og et vedkommende forhold til de mennesker, der kommer i kirken. Det er altid hyggeligt at få en snak til kirkekaffen.
Hvad er din yndlingshøjtid eller arrangement i kirken?
Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg har altid elsket Langfredag. Måske fordi det netop er en sorgens dag, er repertoiret af musik, vi fremfører til højmessen, ofte virkelig smukt. Jeg har igennem årene fået lov til at synge meget fantastisk musik, som er skrevet til denne dag, og det går rent ind hos mig.
Hvad er det sidste musik, du har hørt?
Jeg har lige genhørt en af mine yndlingsjazzsangerinder Julie London. Det er næsten ligegyldigt, hvilket album man lytter til - det hele er godt! Jeg holder dog allermest af de sange, hvor akkompagnementet er reduceret til kun en guitar og hendes stemme. Der kommer hun for alvor ind til kernen. Hendes ligefremme og minimalistiske stemme bliver jeg aldrig træt af.
Nævn tre ting du ville tage med på en øde ø?
Min tablet, så jeg kunne lave musik på GarageBand og se Stranger Things 4, solceller og en kasse med den gode veggie-postej fra Stryhn's.

Johannes Linneballe
Hvad er det bedste ved at arbejde i kirken?
Fællesskabet og musikken - jeg har aldrig arbejdet i en kirke hvor jeg tilbragte så meget tid til kirkekaffe og andre arrangementer. Jeg elsker at menigheden er så engageret interesseret og begejstret, det gør arbejdet så meget skønnere og sjovere! Og musikken er så indgroet i mit hjerte, for mig er det primært igennem den at vi får adgang til det magiske, det overjordiske.
Hvad er din yndlingshøjtid eller arrangement i kirken?
Musikgudstjenester - musik musik musik i kirken, det er bare vidunderligt.
Hvad er det sidste musik, du har hørt?
Jeg skal på Roskilde bl.a. høre en gruppe der hedder Big Thief, og derfor hører jeg for øjeblikket meget deres nyeste album 'Dragon New Warm Mountain I Believe In You', som jeg synes er helt vidunderligt. Sidste weekend var jeg til Rock under Broen, hvor jeg hørte det danske band Jung, dem var jeg også meget imponeret over. Og så var jeg til Konservatoriets Sommerkoncert forleden hvor jeg hørte et af mine absolutte yndlingsværker for orkester, Symphonie Phantastique af Berlioz.
Nævn tre ting du ville tage med på en øde ø?
'Tao Te Ching' af Lao Tsu. En guitar (så kunne jeg måske endelig lære at spille på den) - eller et flygel, hvis der er plads. En blyant og en kæmpe notesbog.

Lau Frederiksen
Hvad er det bedste ved at arbejde i kirken?
Det er den gode stemning og de engagerede, inspirerende og dygtige kolleger.
Hvad er din yndlingshøjtid eller arrangement i kirken?
Det er påsken, det er en fantastisk dramatisk kurve at gå fra mørket lang fredag til lyset påske morgen, og så har vi jo påskesalmerne.
Hvad er det sidste musik, du har hørt?
Händels 'hornpipe' fra Watermusic er det mest festlige og noble stykke musikman kan tænke sig, så det blev selvfølgelig spillet til mit bryllup i kirken i lørdags.
Nævn tre ting du ville tage med på en øde ø?
Godt selskab, mine katte og hjemmebagtrugbrød.

Emil la Cour Bødtcher-Jensen
Hvad er det bedste ved at arbejde i kirken?
Det er helt klart menneskerne, jeg omgiver mig med, når jeg er på arbejde. Ikke nok med at have et skønt kor, hvor alle er klar på at tage en kop kaffe efter højmesse, så er der mange andre frivillige såvel som ansatte, der også er spændende at være sammen med. Det er sjældent, at man møder ind som kirkesanger og har en arbejdsdag, der ligner en anden. Der er altid en ny god historie eller nye ansigter at hilse på.
Hvad er din yndlingshøjtid eller arrangement i kirken?
Jamen jeg er simpelthen så heldig at mit yndlingsarrangement næsten finder sted til alle øvrige arrangementer i kirken. Mit yndlingsarrangement er nemlig kaffen, efter vi har sunget. Her får man lige en opdatering på folks liv og kan få lov til at dele lidt ud som sit eget, og så sørger kirketjeneren Ole altid for gode kager.
Hvad er det sidste musik, du har hørt?
Jeg har jo generelt en lidt anden musiksmag end det, vi synger i kirken, men jeg har lige været på Roskilde Festival, hvor jeg blev meget overrasket over Kings of Convenience, der spillede på Arena. Det er en norsk duo der spiller folkemusik, der bare swinger og gør én i rigtig godt humør.
Nævn tre ting du ville tage med på en øde ø?
Solbriller, brændte mandler og en flaske rom ;-)

Helgi Breiner
Nævn tre ting du ville tage med på en øde ø?
Ting er ikke så væsentlige for mig. Det er gode relationer, der har størst betydning for mig, derfor ville jeg tage min kone med.
Kommentarer