Den omvendte pakkekalender

Tilmelding nederst på siden 

 

Helt kort om den omvendte pakkekalender
Den omvendte pakkekalender er et indsamlingsprojekt for hele familien bygget op som en almindelig pakkekalender. Forskellen er bare, at man i stedet for at modtage pakker giver pakker videre til familier, der har brug for det.
Hver dag fra d. 1 til d. 24 december samler I/du én madvare eller anden ting, der kan være brug for i husholdningen. Den 24. december står I/du med en samling af madvare og ting, som I/du afleverer i kirken. Derefter bliver jeres pakkekalender givet videre til økonomisk trængte familier i Husumvold og Husum sogne.

Jeres donationer bliver uddelt gennem Husum Kirke og Husumvolds Kirke projekt Husumkurven.

 

Den omvendte julekalender

Nu nærmer december sig med hastige skridt. En måned som for de fleste familier bringer mange glæder og oplevelser med sig. Men lige så hyggelig som december kan være, lige så hård kan januar være. At holde jul er svært når man ikke har et økonomisk grundlag, som kan bære den ekstra udgift. Derfor står mange udsatte familier med en stor økonomisk bekymring i januar.

Som en del af den ekstra hjælp, som Husum Kirke og Husumvold Kirke uddeler i januar måned, kan jeres familie være med til at sørge for en hjælpende hånd til udsatte familier i lokalområdet ved at deltage i årets omvendte pakkekalender.

Det er simpelt, det er lærerigt og det kan gøres på jeres måde!

I december måned kan I som familie fylde jeres omvendte pakkekalender med holdbare madvarer som dåsetomat, figenstænger, kaffe eller pasta osv. I kan lægge én ny ting i jeres kalender hver dag. Tingene kan være simple ting, som I måske har købt en ekstra af, som fylder i køkkenskabet eller I kan lægge en ekstra pakke ris på kassebåndet i løbet af ugen. Al mad der er holdbart og husholdningsprodukter gør gavn!

Den omvendte pakkekalender kan både give anledning til de små snakke om kikærtens oprindelse, men også de lidt større snakke om, hvordan vi kan hjælpe hinanden – både i Danmark og resten af verden. Som I fylder jeres omvendte pakkekalender med en ny ting hver dag, kan I tage en snak om figenen i figenstængerne eller om tomatens farve. Alt imens I gør en stor forskel for en familie, som ikke kan få økonomien til at slå til!

Hvordan gør vi så?

Ved at tilmelde jeres familie til den omvendte pakkekalender, kan I hente et særligt ’omvendt pakkekalender-kit’ i Husumvold Kirke, som vil indeholde:

    • Et opstartsbrev med alt hvad I har brug for at vide – både på skrift og i symboler.
    • En lånemulepose til de holdbare madvarer, som I måtte lægge i pakkekalender
    • En pakkekalenderoversigt, så I kan holde styr på det praktiske og få idéer til dagens pakke.
    • Et ark til jeres helt egen opskrift, som kan laves med jeres ingredienser.
    • En ugentlig mail med gode idéer til pakker og en lille julevits eller -historie fra kirken.

 

Omvendt pakkekalender

 

Når I/du har styr på det praktiske, kan I fylde en ny ting i jeres omvendte pakkekalender om dagen. Måske husker I alle dagene og ender med 24 ting, måske når I mindre og måske lægger I to ting i på en dag. Lige meget hvordan I fylder jeres pakkekalender, så kan det være med til at gøre en familie glad i januar måned.

 

Og hvad sker der så?

Når I afleverer jeres pakkekalender i Husumvold Kirke får I/du et fint diplom for jeres omvendte pakkekalender, som kan pynte på køleskabet i tiden efter.

Alle de omvendte pakkekalenderer, som bliver afleveret i kirkerne, vil blive uddelt til familier i lokalområdet, som har brug for hjælp til at sikre en nærende madpakke eller aftensmaden.

 

Vil jeres familie bidrage til den omvendte julekalender, så tilmeld jer inden d. 28. november

Tilmelding til den omvendte pakkekalender - til fordel for økonomisk trængte familier